ANN HJORT
Ann Hjort debuterede i 1984 som skuespiller og har optrådt på bl.a. Folketeatret, Østre Gasværk, Tivolis koncertsal, Det Danske Teater og Gladsaxe Teater i forestillinger som “Kielgasten“, “A Chorus Line“, “West Side Story” og "Elf – the Musical". Derudover er hun medstifter og aktiv skuespiller i skuespillerindeensemblet “DE DAMER“.
Også på de danske revyscener har Ann været en meget benyttet skuespiller i bl.a. Nykøbing F. revyen, Sønderborg Sommerrevy, Rottefælden og Menstruprevyen.
Mange husker nok især Ann som den fornuftige og friske skovnisse Puk fra DR1 julekalenderen "Nissebanden i Grønland", fra TV-serier som "Rejseholdet", "Ørnen" og "Lærkevej" eller film som "En enkelt til Korsør" og "Klovn - the Movie".
Til sommer indtager Ann for første gang scenen på Gjorslev Slot, hvor hun kan opleves i rollen som Fräulein Schneider i Stevns Sommerspils opførelse af "CABARET".